2012年10月24日星期三

Se videoen til Jacob Bellens' første solosingle

Så er førstesinglen "Champion Sounds" fra Jacob Bellens' debut som soloartist på gaden, og i den forbindelse er der også smidt en musikvideo på nettet, som du kan se nedenfor.
Jacob Bellens, som har gjort sig bemærket i både Murder og I Got You On Tape, sender sit første soloalbum "The Daisy Age" på gaden den 26. november. Videoen til albummets første single, "Heart of Africa", er lavet af Malthe Fischer fra Oh No Ono og kan ses på YouTube.
I Got You On Tape blev dannet i 2004, og har udgivet i alt fire album: "I Got You On Tape" i 2006, "2" i 2007, "Spinning for the Cause" i 2009 og "Church of the Real" i 2011. Sidstnævnte fik fem stjerner i GAFFA fra Michael José Gonzalez, som skrev: "Det er et dragende univers, der åbenbarer sig på "Church Of The Real", som formår at bevæge sig ubesværet ind og ud af en række forskellige genrer og virkemidler, uden at give afkast på den særlige lyd og dermed den stemning, I Got You On Tape pakker deres numre ind i."
Murder er en folk-singer-songwriter-duo, der debuterede i 2005 med "One Day From Now It's My Birthday", og udsendte opfølgeren "Stockholm Syndrome" i 2006. I 2010 udgav duoen deres tredje album "Gospel of Man", der fik fem stjerner i GAFFA, hvor Ole Rosenstand Svidt blandt andet skrev: "Den afdæmpede duo lever op til de høje forventninger og leverer ren englelyd."
Jacob Bellens har desuden sunget på udgivelser med blandt andre Chimes & Bells, Kasper Bjørke og Peder.

2012年10月19日星期五

Clutch til Amager Bio

Det amerikanske band Clutch har været sammen siden begyndelsen af 1990'erne, og i 2013 kan de fejre 20 års jubilæum for deres første udgivelse. Det gør de med deres 10. album "Earth Rocker" samt en turné, som blandt andet rammer Amager Bio den 3. februar. Først i karrieren blev Clutch sammenlignet med tidens populære, amerikanske metalbands som for eksempel Korn, mens bandet selv mener, at de altid har ligget tættere op ad den klassiske bluesrock i retningen af Led Zeppelin og hardrock i stil med Black Sabbath og AC/DC. Clutchs album fra 2007 "From Beale Street To Oblivion" modtog fem stjerner fra GAFFAs anmelder Keld Rud, som skrev: "From Beale Street To Oblivion er på sin vis noget af det mest forfriskende, der er overgået bluesmusikken i flere år. Clutch har nærmest formet bluesen som en anden klump ler med et ganske unikt og excentrisk resultat. Forsanger Neil Fallon har samtidig udviklet sig til en af tidens mest opfindsomme og originale tekstforfattere, og hans kulørte ordkonstellationer er et kapitel for sig." Clutch spillede koncert i Danmark og Pumpehuset tilbage i 2009, hvor koncerten fik fire stjerner i GAFFA, og anmelder Rasmus Heide blandt andet skrev: "I Clutchs øjne må Pumpehuset virke lidt halvtamt sammenlignet med de amerikanske MC-klubber og bikerbarer, hvor bandets musik virkelig hører hjemme. Vi andre kan blot begejstres over rigtig rock spillet på rigtige instrumenter af rigtige musikere i svedige T-shirts. Kom snart igen."

2012年10月18日星期四

Baby Spice og Sporty Spice udgiver ny single

Så er det godt nyt til Spice-Girls fans. Den 11. november udkommer singlen "I Know Him So Well", der er blevet til i et samarbejde mellem de to tidligere medlemmer af pigegruppen, Emma Bunton og Melanie C. "I Know Him So Well" er en cover-version af sangen fra Tim Rices musical "Chess" og er en del af Melanie C's nye album "Stages", der udkom tidligere i år, og som udelukkende består af cover-versioner af sange fra musicals. "I Know Him So Well" er den første officielle single fra albummet, der også indeholder sange fra "Hair", "Cabaret" og "Jesus Christ Superstar". "Det var så følelsesladet, da vi første gang hørte vores stemmer sammen igen. Det var Spice Girls om igen. Jeg glæder mig så meget til, at folk skal høre det", udtalte Melanie C begejstret til The Sun i forbindelse med indspilningen. Du kan se Emma Bunton og Melanie C genforenet i en lille video-teaser til singlen på YouTube. "Stages" er Melanie C's sjette studiealbum, der lægger sig i kølvandet på sidste års udgivelse fra sporty spicen, "The Sea". Dette album fik moderate tre stjerner af GAFFAs Signe Bønsvig Wehding, der blandt andet skrev "Den homofone spidsfindighed mellem navnet C og titlen Sea er omtrent det mest spidsfindige ved albummet, som ikke gør mere, end det skal."